Kom til Pre-releasekoncert og litterær aften om Tove Ditlevsen i tre akter: koncert, oplæsninger og talk i Viften

KATRINE STOCHHOLM & BARNDOMMENS GADE

FREDAG • 28. FEBRUAR • 19:30

Pre-releasekoncert og litterær aften om Tove Ditlevsen i tre akter: koncert, oplæsninger og talk.

En helt særlig aften under de musikalske og litterære blinkende lygter – ført an og holdt højt i koncert med KATRINE STOCHHOLM (tidl. musiker/komponist i Under Byen), efterfulgt af oplæsninger ved forfatter LISE MUNK THYGESEN (‘Tove Ditlevsen var min mormor’) og digter METTE MOESTRUP. Aftenen rundes af med en talk mellem de tre modereret af forfatter ANYA MATHILDE POULSEN.

Katrine Stochholm har tonsat digte af Tove Ditlevsen, der udkommer som en levende, bevægende samling sange på hendes tredje soloalbum BARNDOMMENS GADE den 8. marts. Denne aften er derfor en pre-releasefejring af albummet.

Katrine Stochholm fortæller:
"At skrive musik til Tove Ditlevsens digte føltes helt flydende, fordi digtene allerede havde deres egen melodi, som jeg blot skulle finde. Så det var nærmest, som om de sang sig selv. I mit arbejde med digtene, har jeg lagt vægt på at skrive sange, som kan forløse dybe følelser, som man kan græde til og danse til."

Tove Ditlevsens digte er med lige dele gribende ligefremhed og poetisk skønhed stadig højaktuelle den dag i dag, og kendskabet til hendes forfatterskab verden over er i vækst. Tove Ditlevsens digte fortæller noget universelt om at være menneske, om barndom, ungdom, moderskab, kvindeliv, forelskelse, længsel og tab.

Live lader Katrine Stochholm sin sans for elektronisk og eksperimenterende musik kollidere med en kontemporær pop-vibe, fællessang, personlige fortællinger og en hjertegribende intensitet. Katrines egen billedrige og sanselige lyrik blandes med tonsætninger af op til århundrede gamle digte af naturromantikere som Aarestrup, Stuckenberg og Aakjær.


Program (cirkatider):
19: Døre åbner
19.30: Koncert ved KATRINE STOCHHOLM
20.30: Pause
20.50: Oplæsning ved LISE MUNK THYGESEN
21.10: Oplæsning ved forfatter METTE MOESTRUP
21.30: Talk modereret af ANYA MATHILDE POULSEN mellem: Katrine Stochholm, Lise Munk Thygesen og Mette Moestrup.

Med andre ord: en virkelig særlig og intim aften i de blinkende lygters skær.


KATRINE STOCHHOLM
Som komponist, pianist og medstifter af bandet UNDER BYEN fik Katrine Stochholm omkring årtusindskiftet stor international bevågenhed med en lang række banebrydende, dansksprogede sange, der både satte tonen for den alternative danske scene fremover, men også vakte international genklang. UNDER BYEN står som et af de allermest innovative danske bands gennem tiden, og som centralt medlem af Under Byen var Katrine med til at skabe tre epokegørende og stærkt roste albums.

Katrine Stochholm har to anmelderroste soloalbums bag sig: ’Danser til Radio’ fra 2016 og det sangcykliske værk ‘Verden Består af Samlinger af Stykker’ som udkom på HUN SOLO Records i 2021.


“Klimabevidst album fik smuk livepremiere” ★★★★★- Gaffa


“Der er noget befriende ved musik, der bevæger sig helt uden for tidens strømninger og bare danser til sit eget beat. Og selv om det er umuligt ikke at tænke på Under Byen-plader (som Stochholm var med til at skrive), når man hører hendes nye solonumre, så er hendes fabelpop sin egen finurlige størrelse i det danske musiklandskab lige nu” - Soundvenue


“Et legesygt tusmørke. Natsværmere, ildfluer, snedkerværktøj og glasinstrumenter synes at tegne fine mønstre i arrangementerne. Mens det tidligere medlem af Under Byen synger den smukkeste nordiske melankoli frem. “ Ralf Christensen, Dagbladet Information

Nummererede siddepladser