THIN LIZZY & GARY MOORE TRIBUTE NIGHT

LØRDAG • 18. OKTOBER • 20:00

Thin Lizzy & Gary Moore Tribute Night i Viften med kendte hyldestbands

Rutinerede Falling Hazard og stjernebesatte Moore Lizzy giver fælles hyldestkoncert 18. oktober.

Det irske rockorkester Thin Lizzy og det afdøde blues-ikon Gary Moore havde rigtig meget tilfælles. Ikke mindst i kraft af det stormfulde og hitmæssigt yderst frugtbare venskab, Lizzy-leder Phil Lynott og Gary Moore havde siden de helt unge år i Dublin i slutningen af 1960’erne. Høj musikalsk kvalitet, gnist, energi og hits på stribe var udkommet, når Lynott og Moore slog pjalterne sammen.

Og det er det også, når landets mest rutinerede Thin Lizzy-orkester, Falling Hazard, slår pjalterne sammen med det forholdsvis nye – men stjernebesatte - Thin Lizzy- og Gary Moore-hyldestband Moore Lizzy. Det sker ved ”Thin Lizzy & Gary Moore Tribute Night” i Viften i Rødovre lørdag den 18. oktober 2025.

The Boys Are Back In Town, Out In The Fields, Whiskey In The Jar, Still Got The Blues, Parisienne Walkways, Jailbreak, Empty Rooms, Waiting For An Alibi, Over The Hills And Far Away.

Listen med hits er lang, og fælles både for Thin Lizzy og Gary Moore er kombinationen af gode sange og sublimt guitarspil.

Stående koncert

 

 

FALLING HAZARD

Dansk-svenske Falling Hazard, som er fra Rødovre og spillede sin første koncert i januar 2016 i anledning af 30-året for Phil Lynotts død i 1986, optræder jævnligt og også på større scener rundt om i landet: Amager Bio, Posten i Odense, Lunden i Horsens, Karosserifabrikken i Helsingør og Baltoppen i Ballerup, lige som bandet optræder flere gange om året i Sverige.

Og til slut på sensommeren 2024 gik en drøm i opfyldelse for Falling Hazard. Her var bandet nemlig inviteret til at give flere koncerter i anledning af afdøde Thin Lizzy-frontmand Phil Lynotts 75-års fødselsdag.

Bandet gjorde det så overbevisende, at man også i august 2025 er inviteret tilbage til Dublin, hvor indtil videre tre koncerter er på programmet. Blandt andet skal bandet være hovednavn på The Phil Lynott Convention centralt i Dublin. Inden da har Falling Hazard varmet op med flere gigs på den turnerende tributeband-festival Rock The Night i Sverige.

- Thin Lizzy var et fantastisk band, som jeg var så heldig at opleve live flere gange, inden bandet gik i opløsning i 1983. Og det, at vi blev inviteret til at spille på deres hjemmebane, Dublin, var kæmpestort for os – og endnu større, at vi nu er inviteret til at komme tilbage, siger bassist Lars Schmidt:

- Vi glæder os til aftenen i Viften sammen med vores gode venner i Moore Lizzy. Et band med fantastiske musikere, som vi kender fra mange sammenhænge.

Falling Hazard, der udgav sin debut-single, den selvkomponerede ’I Lie Not’ og det gamle Lynott-hit ’Old Town’ i 2019, har i øvrigt startet sangskrivningen til bandets debutalbum, bestående udelukkende af egne kompositioner – i stilen groovy 70’er guitar hard rock. Og medvirker i øvrigt med to numre på albummet IV med Mountain of Power, der udkom i slutningen af 2020.

Falling Hazard har blandt andet optrådt som backing for Ronnie Atkins (Pretty Maids) og Johan Olsen (Magtens Korridorer).

Falling Hazard er:
Theis Henriksen (vokal og guitar) Mighty Blues Band
Janne Stark (guitar) Overdrive, Mountain of Power
Juri Møller Rasmussen (trommer) Fragile
Lars Schmidt (bas) Mighty Blues Band

MOORE LIZZY

Moore Lizzy blev dannet i 2022. Af ren og skær kærlighed til Thin Lizzy og Gary Moore. Bandet, som består af en skøn blanding af musikere fra Pretty Maids (nuværende og tidligere), Royal Hunt, Mike Tramp, Jesper Binzer og Queen of Denmark, har optrådt både i Sverige og Danmark, blandt andet på Jelling Festival.

- Vi startede Moore Lizzy, fordi vi, hver gang vi mødtes på festivaler og diverse turneer, altid har snakket om, at det var de to bands, som havde kickstartet os. Vi har alle en kæmpe kærlighed til netop de to, fortæller bassist Carsten Pedersen:

- Gary Moore er jo en kæmpe del af Lizzys historie og derfor en naturlig del af fortællingen. Han spænder helt vildt fra blues til heavy - eller hard rock - og er en af de fineste guitarister, den genre har fostret.

- Vi spiller mest fra den hardrockede del af hans historie, fordi det er der, det begynder, og så passer det perfekt til Lizzys repertoire. Og så snuser vi lidt til hans bluesperiode, fordi den er svær at komme udenom. Vi spiller naturligvis også noget fra den periode, Gary Moore var i Thin Lizzy, og også fra John Sykes-perioden, da det går fint i hånd med den hardrockede del af Gary Moore, fortæller Carsten Pedersen.

Moore Lizzy er:
Fjeder (vokal) Glam Gang/Queen of Denmark
Carsten Pedersen (bas) Kings Of Rock/Mike Tramp/Jesper Binzer
René Shades (guitar) Pretty Maids/ex. Mike Tramp
Jonas Larsen (guitar) Royal Hunt
Michael Fast (trommer) Glam Gang/Queen Of Denmark/ex. Pretty Maids